Side 1 af 3 sider.
I tiden før de store landboreformer i det 18. årh. havde de vestjyske bønder ikke trevangsbrug, men græsmarksbrug med hovedvægt på kreaturavl. Kornet var ikke som i Østdanmark hovedproduktet, og den smule korn, man dyrkede, blev brugt til af opfodre grise.
I landbyfællesskabets tid var de vestjyske landsbymarker ikke opdelt i vange, åse og agre, men i tægter. I en vestjysk landsbymark var der normalt 8 tægter.De fire var med græs:
1. års græs 2. års græs 3. års græs 4. års græs.
De øvrige tægter var tilsået med korn:
1. gang byg 1. gang rug 2 gang byg 2. gang rug.
Efter 4. års græs blev denne tægt tilsået med byg, og tægten med 2. gang rug blev til 1. års græs. Grunden til denne driftsform var den relativt dårlige, vestjyske jord, der ikke som i trevangsbruget kunne nøjes med et års braklægning. I det vestjyske lå jorden altså i brak=græs i fire år, og derfor var kreaturavl det væsentligste. Til fordel for kreaturavlen var også de store engstrækninger langs de vestjyske å-systemer, hvor der blev hentet hø til vinterfoder, og hvor kreaturerne kunne græsse efter høhøsten. Sidst men ikke mindst må man huske på, at de vestjyske bønder også havde adgang til store hedestrækninger.
En hede, der ikke med jævne mellemrum brændes af, springer i græs og gror til med krat(jfr. den fredede hede ved Nørholm). Bønderne udnyttede heden til græsning af kreaturer og får. Ca. hvert 60. år brændte man et hedestykke af og avlede rug i et par år, hvorefter lyngen igen fik lov til at brede sig. Fra heden fik man brændsel=lyngtørv( mosetørv kaldtes på vestjysk for klyne). Endvidere brugte bønderne ikke blot lyngtørvene til brændsel, men de blev blandet lagvis med kreaturgødning til en slags kompost , som blev brugt til at gøde markerne med. - Alt dette medførte, at landbruget i Vestjylland havde flere strenge at spille på end det østdanske, der i høj grad var afhængigt af et enkelt produkt, nemlig kornet. Vel var de vestjyske salgsprodukter hovedsagelig levende dyr, så som kreaturer og svin, men man havde flere muligheder for at opfodre disse dyr, p.g.a. den vestjyske natur.
En anden væsentlig forskel på det vestjyske område og Østdanmark var, at man i Vestjylland via havnene i Struer, Lemvig, og Ringkøbing samt udskibningsstederne Hjerting og Tønning var orienteret mod Hamborg/Altona og dermed verdensmarkedet og ikke som det østdanske landbrug, der var orienteret mod København, der i sammenligning med Hamborg var at anse som et provinshul. Der var store penge at tjene ved at levere til købmændene i Hamborg/Altona, der både gav højere priser og bedre kreditter end deres kolleger i den danske hovedstad. Til gengæld krævede de hamborgske handelsfolk rimelig gode varer, hvilket var med til at sætte en fornyelse i gang blandt de vestjyske bønder.
De vestjyske eksportvarer til Hamborg var levende dyr, hårdt saltet flæsk på tønder til skibsproviant og smør. Det siger sig selv, at det smør, som blev sendt til Hamborg, ikke var det berygtede bondesmør med kvatitetsmærket vognsmørelse. Den kendsgerning, at områdets landbrug var orienteret mod den store verden, tvang landmændene til at forbedre deres produkter. Gårdmanden Chr. Mathiesen fra Vittarp i Outrup sogn skrev i 1881 en bog om landbruget omkring Varde. Heri fortæller han, at i 1860 betalte købmændene i Varde 1 rigsdaler=96 skilling for 1 kg godt bondesmør, mens der i København kun betaltes 87 skilling for samme produkt. De vestjyske bønder må have haft mælkekamre(særligt indrettede kølige rum)for at kunne levere et sådant produkt. Man kan derfor sige, at andelsmejeriet i Hjedding egentlig ikke var noget revolutionerende nyt for området, men snarere en videreførelse af noget, som allerede var igang.
På grund af de særlige landbrugsforhold var det vestjyske landbrug ikke ramt af kornkrisen fra 1820-30 og var heller ikke videre berørt af de høje kornpriser fra 1840-74. Problemerne for det vestjyske landbrug kom først, da Tyskland lagde en stor told på import af levende kvæg. Da var det, at bønderne på Ølgodegnen grundlagde andelsmejeriet i Hjedding i 1882.
Det skal dog tilføjes, at efterhånden som hedeområderne blev opdyrkede i årene efter 1870, så kom kornet til at spille en større rolle for det vestjyske landbrug, idet mange af de nye landbrugsbedrifter ikke kunne få engjord langs de vestjyske å-systemer.
Som købstad var det Vardes opgave at aftage og videresælge oplandets overskudproduktion af landbrugsvarer og forsyne bønderne med de nødvendige varer og tjenesteydelser. Byen var handelscentrum for et område på ca. 1550 kvadratkilometer. Det omfattede Øster og Vester Horne herreder, den vestlige del af Slaugs herred samt den nordlige del af Skads herred. Varde opland strakte sig altså fra Nr. Nebel i vest til Ansager i øst og fra Lyne/Ølgod i nord til Grimstrup i syd. Dette opland var befolket med relativt velstående bønder, hvilket bekræftes af toldinspektørens indberetninger. Toldinspektøren var den danske stats forlængede arm i købstæderne. Han sørgede for, at der blev opkrævet told af varer, der var toldpligtige. Ud over dette job sendte toldinspektøren hvert år en beretning til finansministeriet om byens og områdets økonomiske forhold.
I perioden 1850-1920 voksede befolkningen i Vardes opland fra 6.000 til 32.000. I samme tidsrum skete der mange forandringer i området. Der blev anlagt jernbaner, og stationsbyer voksede frem. Opdyrkningen af de store hedearealer begyndte, hvilket medførte, at udvandringen til USA ikke var så stor fra Vestjylland som fra det øvrige Danmark. De hedearealer, der ikke blev til kornmarker, blev plantet til med nåletrær og gjort til store plantager. Andelsvirksomhederne voksede frem; landbruget blev moderniseret, så der var nok at gøre for det vardensiske erhvervsliv.
Inden for den byhistoriske forskning1 inddeler man de danske byer i 5 kategorier:
Varde havde i 1850 et indbyggertal på 1770, så ud fra antallet af borgere var byen en småby. Men man skal i denne forbindelse også se på, hvor mange fag, der var blandt byens håndværkere? Her kunne Varde byde på over 30 fag, hvoriblandt var sjældne fag som hatte- og handskemager, konditor, gørtler, kobbersmed, barber, samt guld- og sølvsmed. Set fra denne synsvinkel var byen et oplandscenter, og når fagudbudet var så stort, så skyldtes det, at byen som nævnt havde et velstående opland.
I 1847 kom Andreas Møller til Hjerting fra Slagelse. På Sjælland var der ikke så mange grise og ikke så gode forbindelser til udlandet, derfor flyttede han til Vestjylland, hvor han startede et slagteri med henblik på at producere bacon til det engelske marked. Bacon var et nyt produkt. Mens flæsket tidligere blev hårdt saltet og lagt i tønder for at blive solgt som skibsproviant, så var bacon et letsaltet og røget produkt beregnet for det engelske marked. I 1849 flyttede Møller slagteriet til Varde, hvor det senere blev overtaget af Th. Christiansen, der byggede et nyt slagteri på den grund, der i dag hedder Murtfeldts Plads. I 1883 solgte Christiansen slagteriet til De danske Slagterier (det var ikke et andelsforetagende), og det eksisterede indtil nedrivningen i 1967.
Som nævnt havde Vestjylland gode forbindelser til udlandet. Fra Varde bys side havde man i slutningen af 1840'rne prøvet at gøre åen mere sejlbar ved at uddybe den, så skibe, der stak fire fod dybt(ca. 1,2 m.) kunne sejle op til havnepladsen ved toldbygningen i Skoubogade=Storegade(Torvegadebroen blev først bygget i 1930'rne). Det blev dog aldrig til den helt store sejlads på Varde Å. Vinden, tidevandet, åens slyngninger samt sandbanken, Svineryggen, ved udmundingen i Ho Bugt, medførte at den mængde varer, der kom til Varde via åen var ganske utilskrækkelig til at forsyne byen og oplandet.
Anderledes betydning for vareforsyningen havde ladepladsen i Hjerting, hvorfra, der blev udskibet og losset varer til og fra Hamborg og derfra videre til England. Fra slutningen af 1840'rne begyndte der også at sejle dampskibe fra Hjerting til England. Varerne blev fragtet over land til Hjerting og derpå i mindre både sejlet ud til de større skibe i Ho Bugt.
For at lette denne sejlads fik en gruppe af vardekøbmænd i 1851 samlet en kapital på 12.000 rigsdaler, der sammen med et tilskud fra staten på 4.000 rigsdaler blev brugt til at bygge en anløbsbro ved Hjerting, så varerne kunne lastes direkte over i de skibe, der skulle transportere dem til bestemmelsesstedet. Broen stod færdig i 1853, men den blev aldrig nogen succes. Isskruninger ødelagde broen den ene gang efter den anden, og i 1861 opgav man ævret og solgte tømmeret på aution. Dermed var det slut med den direte forbindelse fra Hjerting til England. Transport af varer til Storbrittanien skulle igen over Hamborg, og det var ikke før sejladsen fra den nyanlagte havn i Esbjerg begyndte i 1873, at området igen fik direkte forbindelse til England.
Da jernbanestrækningen Kolding-Esbjerg-Varde blev åbnet i 1874 blev sejladsen på åen uden betydning, og der blev kun sejlet lyngtørv til Fanø, en trafik, der standsede under 1. verdenskrig. At vardekøbmænd anvendte det betydelige beløb 12.0002 rigsdaler på en landingsbro ved Hjerting viser, hvilken betydning de tillagde denne ladeplads med hensyn til ind- og udskibning af varer til og fra regionen. Det viser også, at de ikke mente, at åen kunne bruges til varetransport større omfang.
Omkring 1850 var der fire slags handlende i Varde:
Side 1.
