Til sidebund

Snerydninsproblemer i Varde i gamle dage.

af
Ole Nørskov Nielsen

I byrådets forhandlingsprotokoller står kun hvilke beslutninger, der blev truffet i den pågældende sag, og der er kun sjældent tilført protokollerne noget om den diskussion, der har fundet sted. I begge nedenstående artikler er referaterne fra byrådsmøderne hentet fra Ribe Amtstidende/Varde Avis. Fra 1909 -24 suppleret med referater i avisen Varde Socialdemokrat.


Sne i Storegade 1925.
Sne i Storegade 1925.

I dag bliver snerydningen af de vigtigste gader og veje klaret af kommunen, mens grundejerne selv skal fjerne sneen fra fortovet. Ifølge politivedtægten for Varde fra 1871, skulle den "hvem Gadefejningen paahviler strax ryddeliggjøre Fortoge og Rendestene for Sne og derefter Kjørebanen". Med hensyn til, hvem der var ansvarlig for at arbejdet blev udført, henviste poltivedtægten til lov af 30/12 1858, der i § 2 sagde, at hvis dette arbejde ikke blev udført for kommunens regning, så påhvilede arbejdet grundejerne eller evt. lejere af den pågældende ejendom. Loven pålagde kommunerne snarest at få udfærdiget et regulativ for snekastning, men det var endnu ikke sket i Varde. Dette medførte, at arbejdet ikke blev udført ordentligt, selv om byens aviser påpegede dette f. eks. Ribe Amtstidende/Varde Avis 28/1 1879, hvor der stod, at sneen bare blev skovlet op på fortovene til gene for ældre mennesker, der så måtte ud på kørebanen.

Det var imidlertid ikke kun i Varde, at der var problemer med at få gader og veje ryddet for sne. Derfor vedtog Rigsdagen 9/4 1891 en ny lov om snerydning, der påbød købstads- og sognekommuner at sørge for, at de inden for kommunens grænser beliggende offentlige veje og gangstier var ryddet for sne. Det påhvilede købstadskommunerne at sørge for arbejdets udførelse enten med lejet arbejdskraft "eller helt eller delvist ved Natural-arbejde", d.v.s. at kommunen pålagde folk at rydde gader og veje for sne. Hvis købstaden valgte at lade arbejdet udføre som naturalarbejde, så skulle byen udfærdige en vedtægt, der skulle godkendes af indenrigsministeriet. Regelsamlingen skulle indeholde bestemmelser om, hvilke personer, der skulle kaste sne. - Udfærdigelsen af et sådant regulativ medførte stor uenighed på tværs af partiskellene i Varde byråd.

Byrådet havde sagen på dagsordenen første gang d. 3/8 1891. Her vedtoges det uden nogen diskussion, at lade snekastningen udføre ved naturalarbejde (in natura). Til at udfærdige en snekastningsvedtægt blev der nedsat et udvalg bestående af avlsbruger Søren Olesen (Venstre), sagfører Hans Nonboe (Venstre) og købmand Hans Guldager (Højre).

Til byrådsmødet d. 21/3 1892 forelå udvalgets forslag til en snekastningsvedtægt. To medlemmer havde meldt afbud til mødet. Det var overbanemester Rasmus Rand (Venstre) og købmand Hans Bøtker (Højre).

Den kongeligt udnævnte borgmester Frederik Kalko indledte debatten med at fastslå, at byrådet havde vedtaget, at snekastningen skulle udføres in natura. Ifølge politivedtægten, var det kun grundejerne, der skulle kaste sne og ikke lejerne. Han var derfor imod udvalgets forslag om at lade arbejdet udføre in natura, og foreslog i stedet, at lade arbejde gennemføre ved lejede folk, så blev byrden fordelt på alle skatteydere.

Avlsbruger Søren Olesen mente, at sagen var alt for vigtig til at man kunne afslutte den på dette møde, hvor to medlemmer var fraværende. Han foreslog derfor at udsætte sagen.

Sagfører Hans Nonboe gav borgmesteren ret i at arbejdet burde udføres ved lejede folk, fordi sådan gjorde man i de fleste byer. Når han ikke tidligere havde fremsat dette synspunkt, så var det, fordi der på mødet 3/8 1891 havde været et klart flertal for at snekastningen skulle udføres in natura, så det havde været formålsløst at foreslå noget andet. Men tilføjede han, der var jo ikke noget i vejen for, at man nu kunne træffe en anden beslutning og lade arbejdet gøre ved lejede folk.

Murermester Henrik F. Hansen (Højre) mente, at det foreliggende forslag kun omfattede vejene uden for byen. Inde i byen var grundejerne ifølge politivedtægten forpligtede til at rydde sne ud for deres ejendomme. Han ønskede derfor arbejdet udført in natura, for skatterne var høje nok i forvejen.

Købmand Hans M. Hansen (Højre) ønskede også arbejde gennemført in natura, og kunne ikke forstå, hvorfor lejerne skulle fritages. Han henviste til, at Varde ikke var den eneste by, der pålagde folk at rydde sne uden betaling, for det gjorde man også i Vejle. I øvrigt ønskede han lige som Olesen, at sagen blev udsat.

Borgmester Kalko slog fast, at det foreliggende forslag til snekastningsvedtægt også var gældende for byens gader og pligten til at kaste sne in natura derfor påhvilede grundejerne.

Konditor Hans Kiertzner (Venstre) fremførte, at snekastningen siden Arilds tid havde været gennemført in natura, og det ville være bedst at fortsætte således.

Sagfører Nonboe afsluttede diskussionen med at love, at han til næste møde ville have fremskaffet oplysninger om, hvorledes andre byer løste problemet. Han mente, at hvis arbejdet fra Arilds tid var blevet udført in natura, så måtte det være på tide at få en ny og mere rationel ordning.

Byrådet vedtog derefter at udsætte sagen til næste møde d. 11/4, hvor man uden debat vedtog at udsætte sagen indtil videre. Alle var mødt d. 11/4, så det var ikke begrundelsen for udsættelsen. Årsagen var nok den, at det var en varm kartoffel, som politikerne helst ville være fri for at tage stilling til.

3/10 1892 var snekastningen igen på byrådets dagsorden. Borgmester Kalko sagde indledningsvis, at byrådet skulle fastholdte beslutningen om at lade arbejdet udføre in natura, men han ville alligevel foreslå, at man i den forestående vinter forsøgsvis skulle lade arbejdet gennemføre ved lejet mandskab og derved undgå en masse besværligheder. Dette kunne Nonboe tilslutte sig. Men modstanderne af lejet arbejde var i flertal, da det ville blive for dyrt. Borgmesterens forslag blev dermed nedstemt, og Kalko slog nu fast, at udvalget skulle lave et endeligt forslag til en snekastningsvedtægt, der skulle godkendes af indenrigsministeriet.

6/2 1893 blev et forslag forelagt byrådet. Borgmester Kalko indledte debatten med at konstatere, at når nu arbejdet skulle udføres in natura, så skulle vedtægten indeholde bestemmelser om, hvem der skulle gøre arbejdet, og hvem der skulle fritages. Det kunne f. eks. ikke gå an at lukke borgmesterkontoret, fordi personalet skulle ud at skovle sne. Dette var Nonboe enig i. Ifølge hans fortolkning af loven fra 9/4 1891 skulle arbejdet udføres ved lejede folk. Skatteyderne skulle ikke ud med skovl og spade for at lave vejarbejde, og således forholdt det sig også med snekastning. Han foreslog at udsætte hele sagen et års tid, så havde der været valg til byrådet, og så kunne det nye byråd tage fat på problemet. Når man til dags dato havde kunnet klare sig uden en vedtægt, så kunne man også i det følgende år løse problemerne uden en sådan. Han så gerne, at sagen kom til at indgå i den kommende valgkamp til byrådet. Borgmesteren mente ikke, at der var noget i vejen for at udsætte sagen og tilføjede, at tillægget til kommuneskatten ville blive meget lille, hvis arbejdet blev overladt til lejede folk.

Forslaget om udsættelse blev nedstemt, og flertallet mente, at arbejdets udførelse in natura ville blive langt billigere end ved lejede folk. Så gik man over til diskussionen om, hvem der skulle fritages for at skovle sne. Nonboe foreslog, at byrådsmedlemmerne skulle fritages. De skulle ikke gøre tjeneste ved brandvæsenet, og derfor burde de også fritages for snekastning. Dette forlag blev forkastet med fire stemmer mod tre. To medlemmer undlod at stemme og et medlem var fraværende.

Der var flertal for, at borgmesteren, der også var politimester, skulle fritages. Desuden skulle herredsfogeden for Øster og Vester herreder, politibetjentene, arrestforvareren, natvægterne og de ved post- og jernbanevæsenet ansatte personer heller ikke ud at skovle sne. Mænd over 60 år samt kvinder, der efter byrådets skøn ikke havde råd til at leje mandskab skulle også være fri for byrden. Fritagelsen gjaldt dog ikke, hvis de var indehavere af fast ejendom, hvis assuranceværdi var over 2.000 kr.(i dag ca. 160.000 kr.)

Snekastningspligtige var ejere af faste ejendomme i byen og på byens markjorde, som var forsikret op til 2.000 kr. Disse skulle én gang om året yde én dags arbejde. Indehavere af ejendomme med en forsikringsværdi på 2.000-6.000 kr. (6.000 svarer til ca. 480.000 kr.) skulle præstere to dages arbejde hver gang, der blev udkaldt til snekastning. Og således fortsatte stigningen i arbejdsydelser indtil ejendomme med over 20.000 kr. i forsikringsværdi (i dag ca. 1.5 mill kr), der skulle præstere seks dage med skovlen hver gang, der blev kaldt til tjeneste.

Lejere af ejendomme med en skattepligtig indtægt på op til 1.500 kr. skulle ved hver udskrivning yde én dags arbejde. Dog skulle lejere med en skattepligtig indkomst på under 800 kr (i dag ca. 60.000 kr), kun møde én gang i løbet af et år. En skattepligtig indkomst på 1.500-2.000 kr. skulle præstere to dages arbejde ved hver udskrivning. Arbejdsydelsen steg til fire dages arbejde ved hver udskrivning, når den skattepligtige indtægt var over 5.000 kr.(i dag ca.400.000 kr.)

Til at sørge for at byens offentlige lande- og biveje blev ryddet for sne, blev der ansat fem snefogeder, der ved henvendelse til kæmnerkontoret ville få udleveret lister over de snekastningspligtige grundejere. Hvis disse snefogeder, der også var forpligtet til at bruge skovlen, brugte mere tid end deres snekastningspligt omfattede, så skulle de aflønnes med to kroner for hver dag af otte timer som de havde brugt ud over deres forpligtelser.

Vedtægten som helhed blev nu sat til afstemning. Før afstemningen gav Nonboe udtryk for sin utilfredshed med, at byrådsmedlemmerne skulle ud med skovlen, mens vægterne blev fritaget, "vi rangerer altså under dem!" Vedtægten blev vedtaget med seks stemmer mod én. Borgmesteren og et medlem undlod at stemme, og et medlem var fraværende. For at træde i kraft skulle vedtægten godkendes af indenrigsministeriet. Dette skete først d. 24/5 1893.

At der ikke havde eksisteret en gyldig vedtægt i den forgangne vinter medførte at folk, der havde lejet arbejdskraft til at kaste sne, nu ville have deres udgifter hertil refunderet. Kravet blev forelagt byrådet på mødet d. 1/5 1893. Borgmester Borberg, der lige havde afløst Kalko i borgmesterstolen, mente, at disse borgeres krav skulle opfyldes, da der ikke havde været en gyldig vedtægt i den forgangne vinter. Nonboe var heller ikke i tvivl om, at der ikke havde været et gyldigt reglement, og man derfor ikke havde haft hjemmel til at lade arbejdet udføre in natura.

Købmand Bøtker (Højre) rejste nu spørgsmålet, om ikke det var rimeligt også at betale de grundejere, der selv var mødt op med skovl eller havde sendt en arbejdsmand? Dette fik tilslutning fra hele byrådet, der med alle stemmer for vedtog, at alle der havde kastet sne i den forløbne vinter skulle have betaling herfor. Ifølge byens regnskab blev der for snerydning i vinteren 1892/93 udbetalt 83,50 kr. (i dag ca. 6.100 kr.). Timelønnen for en ufaglært arbejdsmand var ca. 25 øre (i dag ca. 18 kr), så der var blevet skovlet sne i 338 arbejdsmandstimer.

Ribe Amtstidende/Varde Avis havde 7/2 1893 en kommentar til den vedtagne snekastningsvedtægt. Lige som borgmester Kalko, der på mødet d. 3/10 1892 (se her) havde forudset besværligheder ved at lade arbejdet udføre in natura, så mente avisen, at vedtægten ikke var en holdbar løsning, fordi et flertal af borgere ønskede snerydningen foretaget ved lejede folk, da det var den "bedste og mest retfærdige Måde".

Både borgmesteren og avisen fik ret. På byrådsmødet 18/1 1897 gjorde Nonboe opmærksom på, at der på listen over snekastningspligtige var opført 2.000 snerydningsdage. Men i de forløbne år siden vedtægtens vedtagelse havde der i snit kun været præsteret 100 dage om året. Der ville altså gå 20 år inden alle havde udført deres pligt til at skovle sne. Men da man hvert år var begyndt med at udskrive dem, der stod øverst på listen, så havde han selv og flere andre måttet ud at kaste sne flere år i træk. Dette fandt Nonboe aldeles uretfærdigt, og han foreslog derfor, at de der havde udført deres pligt i det forløbne år, næste år blev sat nederst på listen, så de først skulle ud med skovlen, når hele listen var gennemgået.

Et medlem spurgte, hvad der ville ske med dem, der ikke mødte op? Borgmester og politimester Borberg svarede, at hvis det blev meldt til politiet, så ville de få en bøde! - Nonboes forslag blev vedtaget med alle stemmer.

Men der var stadig problemer. 1901 havde 51 grundejere fået bøde for ikke at møde med skovlen og 1907 havde 42 grundejere måttet betale bøder for ikke at møde op. Ribe Amtstidende/Varde Avis skrev i to indlæg 15. og 16. januar 1907, at snerydningen var for dårlig og arbejdet blev uretfærdigt fordelt. Nogle havde været ude at rydde sne tre gange i løbet af et år, mens andre slet ikke blev udskrevet.


Snerydning på Ortenvej 1905.
Snerydning på Ortenvej 1905.

Samme år d. 19/2 1907 skrev avisen Varde Socialdemokrat, at de store forretnings- og ejendomsbesiddere ikke blev udskrevet til snekastning, mens en ældre mand, der fik fattighjælp havde været ude med skovlen en hel dag. Avisen gentog klagen primo januar 1908. Men da var byrådets gade- og vejudvalg allerede gået i gang med at udfærdige en ny snekastningsvedtægt.

Der havde flere gange siden 1893 været valg til byrådet, så kommunalbestyrelsen i 1908 var en anden end den, som havde vedtaget snekastningsvedtægten i 1893.

På byrådsmødet d. 6/10 1908 kom det frem, at et flertal i gade- og vejudvalget, der bestod af lærer N.P. Kjelst (Højre), værtshusholder J.P. Justesen (Socialdemokratiet) og murermester H.J. Christensen (Venstre) nu gik ind for, at kommunen skulle lade snerydningen udføre ved lejede folk, men et mindretal i udvalget havde gjort så meget vrøvl over, at dette ville blive for dyrt for kommunen, så gade- og vejudvalget afstod fra at fremsætte forslaget og foreslog i stedet, at byrådet nedsatte et særligt udvalg, der skulle udfærdige en ny vedtægt. Et flertal i byrådet kritiserede skarpt udvalget for ikke at være nået til enighed eller i det mindste have fremlagt både en flertals og en mindretals indstilling. Byrådets flertal vedtog derfor ikke at nedsætte et særligt udvalg, men pålagde gade- og vejudvalget at gøre arbejdet færdigt!

En måneds tid senere på mødet d. 3/11 1908 fremlage gade- og vejudvalget både et forslag fra udvalgets flertal og mindretal. Flertallet i udvalget bestod af N.P. Kjelst og J.P. Justesen. Kjelst begrundede flertallets forslag med, at man i de fleste byer var gået over til at lade arbejdet udføre ved lejede folk. Vedtægten fra 1893 var mangelfuld, når borgmesteren var fritaget, så skulle også lærerpersonalet ved byens skoler være fri for at skovle sne. Han anbefalede derfor flertallets forslag om at lade arbejdet udføre ved lejede folk.

Mindretallet i gade- og vejudvalget murermester H.J. Christensen begrundede sit forslag med, at den gamle vedtægt ikke var så umulig. Han kunne ikke se noget galt i at borgmesteren var fritaget. Man skulle være varsom med at lade snekastningen foretage af lejede folk, da det ville belaste kæmnerkassen.

Lærer Valdemar Lassen (Det radikale Venstre) var imod den gamle vedtægt, men han var også betænkelig ved flertallets forslag, da det ville medføre store udgifter for kommunen.
Drejermester Daniel Madsen (Højre) ville blive ved den gamle vedtægt, som medførte at mange småkårsfolk: mindre husejere, håndværkere og tjenestefolk slap fri. Flertallets forslag ville kun medføre nye udgifter for byen, så han var imod det. Byrådets formand, borgmester siden 1905, Jacob Schjørring, var fraværende, og i stedet fungerede det længst siddende byrådsmedlem, murermester H.F. Hansen (Højre) som leder af mødet. H.F. Hansen sagde, at han som den eneste af byrådets medlemmer havde været med til at vedtage den gamle vedtægt, og den holdt han stadig fast ved, da det af hensyn til byens økonomi var det bedste at lade arbejdet udføre af borgerne uden at det berørte kæmnerkassen.
Kjelst indvendte nu, at det ikke ville blive så meget dyrere at bruge lejede folk. Hvis byrådet forkastede flertallets indstilling, så ville han trække sig fra gade- og vejudvalget, og han troede, at Justesen ville gøre det samme.
Købmand Th. Schmidt (Venstre) ville slutte sig til flertallets forslag, da det fordelte byrderne på alle skatteydere.
Branddirektør L.P. Skov (Venstre) ville støtte mindretallets forslag, fordi lejede folk blev for dyrt.
J.P. Justesen svarede, at den gamle ordning nu havde fungeret dårligt i snart 16 år. Han anklagede H.J. Christensen for ikke at være mødt op til gade- og vejudvalgets møder og taget debatten der, men nu fremlagde sit eget forslag for byrådet. Justesen anbefalede flertallets forslag, for skulle "Varde blive ved at kaste Sne paa den gamle Maade, saa skyldtes det sikkert for en Del, at Varde altid kommer bagefter".
H.J. Christensen svarede, at mindretallets forslag var godt og fyldetsgørende.

Byrådet foretog nu en afstemning, og flertallets forslag blev forkastet med fem stemmer mod fire.

H.F. Hansen spurgte nu om mindretallets forslag skulle sættes til afstemning.
Harck, der havde stemt mod flertallets forslag, mente, at mindretallets forslag også var ubrugeligt. Det samme mente et flertal at byrådsmedlemmerne, så det blev også forkastet.
Skov foreslog nu, at gade- og vejudvalget skulle fremkomme med et nyt forslag.
Justesen mente, at det var aldeles meningsløst, at udvalget skulle udfærdige et nyt forslag, der ville være imod flertallets overbevisning.
Kjelst var enig med Justesen. Hvis byrådet pålagde gade- og vejudvalget at lave et nyt forslag, så ville det være at "drive Halløj med Udvalget".
Harck foreslog, at der skulle nedsættes et nyt udvalg.
H.F. Hansen konstaterede, at det snart var sengetid, og byrådet skulle se at blive færdig med sagen.

Det tilsluttede byrådet sig, og et nyt udvalg blev nedsat bestående af murermester H.J. Christensen, skolelærer V. Lassen og drejermester D. Madsen. Dette udvalg nåede dog ikke at komme med et forslag, inden der i marts 1909 blev afholdt valg til byrådet. Det nye byråd nedsatte et nyt gade- og vejudvalg, der bestod af grosserer J.F. Lasson (Højre), værtshusholder J.P. Justesen (Socialdemokratiet), møllebygger P. Korsholm (Venstre), gasværksarbejder Chr. Nissen (Socialdemokratiet) og dyrlæge J. Slivsgaard (Højre).


Snerydning i Storegade ca. 1935.
Snerydning i Storegade ca. 1935.

Dette udvalg var åbenbart enig om, at snekastningen skulle udføres ved lejede folk, for på byrådsmødet d. 2/11 1909 fremlagde det en tro kopi af flertallets forslag fra mødet d. 3/11 1908. Forslaget blev vedtaget uden nogen længere debat med syv stemmer for og tre imod, og dermed var der ikke nogen diskussion i byrådet de følgende mange år om, hvem der skulle ud med skovlen, så ordningen må have fungeret tilfredsstillende.

Ifølge vedtægten skulle snekasterne aflønnes med arbejdsmandsløn, 27 øre i timen (svarer til ca. 18,00 kr.) plus et tillæg på 15 øre (i dag ca. 11 kr). De skulle selv medbringe en skovl. Når man kigger i byens regnskaber, ser det ikke ud til, at de lejede folk belastede kommunens økonomi. Under den gamle vedtægt var der i vinteren 1907/08 ingen udgifter til snerydning. Vinteren 1908/09 havde kostet 4,20 kr. (i dag ca. 61 kr.) i løn til snefogederne.

Vinteren 1909/10, der var den første vinter under den nye vedtægt, kostede ganske vist 1.926 kr. (i dag ca. 129.000 kr). Men byens samlede udgifter var på 291.000 kr. (i dag ca. 18 mio. kr.), så det mærkede skatteborgerne næppe meget til. De tre følgende vintre var udgifterne under 100 kr. (i dag ca. 6.500 kr), så modstanderne af at rydde sne med lejede folk fik ikke ret i, at udgifterne ville komme til at belaste byens økonomi.

Til sidetop